Feber er ofte et tegn på infektion et sted i kroppen. Det er en vigtig immunsystemfunktion, der undertiden tjener til at dræbe den invaderende organisme. Personer med diabetes er tilbøjelige til flere typer infektioner. Det er vigtigt for en person med diabetes at søge behandling for infektion eller en kronisk feber af ukendt oprindelse, da en akut sygdom kan gøre diabetes vanskeligere at håndtere.
Blærebetændelse
Merck Manual for sundhedspersonale bemærker, at mennesker med diabetes har en øget risiko for urinvejsinfektioner. Alvorligheden af denne type infektion er ofte værre hos mennesker med diabetes end den, der findes hos en person uden diabetes. Ofte påvirker en urinvejsinfektion blæren, en tilstand kaldet blærebetændelse. En feber med lav kvalitet kan udvikle sig med blærebetændelse og andre urinvejsinfektioner. Behandlingen består typisk af orale antibiotika. Merck viser, at en person med diabetes muligvis har brug for et længere behandlingsforløb.
Oral trast
Thrush er en gærinfektion, der forekommer i fugtige områder af kroppen, såsom munden. MedlinePlus, et websted, der vedligeholdes af National Institute of Health, viser, at en person med diabetes har en øget risiko for at få trost i munden, fordi forhøjede glukoseniveauer i spyt tjener som mad til gæren. Oral trast kan forårsage feber i lav kvalitet, forklarer teksten "Medicinsk-kirurgisk sygepleje." En receptpligtig anti-svamp mundskylning eller sugetabletter ordineres ofte til behandling af oral trast.
Inficeret fodsår
Fodproblemer er en alvorlig bekymring for mennesker med diabetes. De kan let udvikle sig på grund af en kombination af dårlig cirkulation og nerveskader, der tillader et mindre problem at blive værre. Fodsår kan let blive inficeret, karakteriseret ved rødme, ildelugtende dræning eller dødt væv. En feber kan være til stede, men nogle gange har en diabetiker ikke feber på trods af infektion i et fodsår, fordi den dårlige cirkulation ikke fremmer kroppens naturlige forsvar. Behandling for et inficeret fodsår består ofte af antibiotika, lokal medicin og hyppige bandageændringer. Lægen kan være nødt til at skære bort dødt væv eller til sidst amputere foden, hvis behandlingen ikke lykkes.
