Histamin er et stof frigivet af kroppens immunsystem fra celler kaldet mastceller. Dette sker som reaktion på kvæstelser eller allergier. Histaminreceptorer er de proteiner på celler, der findes i hjernen, blodkar, lunger, hud og mave, der binder til histamin for at frembringe en inflammatorisk respons. Symptomerne på den inflammatoriske reaktion er røde og vandige øjne, hævelse i kroppen, kløe, udslæt eller hval og hudflare, maveforstyrrelser, overbelastning og løbende næse sammen med nysen, hoste og åndenød. Histaminblokkere eller antihistaminer er medicin, der forhindrer binding af histamin til dets receptorer i kroppen og derved hæmmer eller mindsker disse symptomer. Tre typer histaminreceptorer påvirkes af disse lægemidler kaldet H1-, H2- og H3-receptorer. Mens H1-receptorer er mere udbredt i kroppen, findes H2-receptorer stort set i maven, og H3-receptorer er i hjernen. H1-blokkere forhindrer eller reducerer alvorlige allergiske reaktioner, allergiinduceret løbende næse kaldet allergisk rhinitis, sinusstopning og udslæt. H2-blokkere mindsker halsbrandrelaterede tilstande som sur refluks kaldet gastroøsofageal reflukssygdom eller GERD, hvor syre eller mad begynder at regurgitere tilbage fra maven ind i halsen og mavesår, der er sår i maves foring som følge af overdreven sekretion af mavesyre. H3-blokkere undersøges stadig under forhold, der involverer hjernen og søvn. (se henvisninger 5, 7 og 9).
Første generation af Histamine H1-receptorblokkere
For at lindre allergisymptomer blev den første generation H1-blokkere udviklet, begyndende med lægemidlet diphenhydramin (Benadryl). Andre medikamenter i denne klasse inkluderer chlorpheneramin (Chlor-trimeton) og hydroxyzin (Vistaril). H1-receptorblokkere arbejder på at forebygge sinus-overbelastning, sæsonbestemte allergier, kvalme, kløe og hudens hval og flare-reaktion. Derudover anvendes intravenøs eller injicerbar diphenhydramin ofte i hospitalet til behandling af alvorlige allergiske reaktioner såsom anafylaxi. Bivirkningerne af disse medikamenter inkluderer døsighed, maveforstyrrelser, øget hjerterytme, tør mund, sløret syn og forvirring. En anden klasse af medikamenter, der blokerer H1-receptorer, er de tricykliske antidepressiva eller TCA, typisk brugt til behandling af depression. For eksempel er doxepin (Silenor) en TCA, der på grund af dens bivirkning af sedation ofte bruges til behandling af søvnløshed. (Ref 3, 4 og 6)
Anden- og tredje generation af Histamine H1-receptorblokkere
Anden generation af H1-receptorantagonister blev udviklet for at undgå de døsige virkninger af den første klasse. Disse antihistaminer har de samme handlinger som den første generation, men er kendt for mindre døsighed på dagen, mundtørhed og forvirring. Brugt til behandling af sæsonbestemte allergiske symptomer på dagen er medlemmer af denne klasse loratidin (Claritin), cetirizin (Zyrtec), og øjendråberne olopatadin oftalmisk (Pataday). I henhold til en artikel, der blev offentliggjort i "Journal of Allergy and Clinical Immunology" i april 2004, har tredje generation af H1-blokkere endnu mindre virkninger på hjernen end endda anden generation og større blokering af histaminfrigivelse fra mastceller. Denne klasse af medikamenter er lavet af anden generation i former kaldet metabolitter, som er lettere for kroppen at bruge. Metabolitter er biprodukter fra medicin, der er blevet nedbrudt af kroppen i cellerne. Nogle af medicinerne i denne klasse er levocetirizin (Xyzal), der stammer fra cetirizin, desloratadin (Clarinex) metabolitten af loratadin og fexofenadin (Allegra), som blev udviklet ud fra terfenadin, som ikke længere er på markedet. (Se ref 2, 3, 4, 6, 9)
Histamin H2-receptorblokkere
Mens H1-receptorer findes i hjernen, blodkar, hud- og luftpassager, findes H2-receptorer stort set i maveforingen. Stimulering af H2-receptorer signaliserer celler i mavevæggene til at udskille gastriske syrer. H2-blokkere blev specifikt designet til at sænke sekretionen af disse syrer og hjælpe med at lindre halsbrandssymptomer såvel som at forhindre dannelse af GERD eller mavesår. Disse lægemidler kan ikke have øjeblikkelige virkninger, det kan tage 60 til 90 minutter, før de fungerer, og selv da kan symptomerne muligvis ikke begynde at løse sig i 2 uger. (Ref 5 og 9). Inkluderet i denne gruppe er medikamenterne ranitidin (Zantac), nizatidin (Axid AR), cimetidin (Tagamet) og famotidin (Pepcid AC). (Se ref 5 og 9). Bivirkninger af disse medikamenter består af hovedpine, diarré og svimmelhed. (Se ref 5).
Histamin H3-receptorblokkere
H3-receptorer er placeret i hjernen og har vist sig at være forbundet med vågenhed. Thiaperamid var den første H3-blokker, der blev oprettet, men blev kort fundet at være giftig for leveren og blev erstattet af pitolisant. I henhold til en artikel, der blev offentliggjort i "British Journal of Pharmacology" i januar 2011, har denne klasse af lægemidler et stort potentiale til brug under tilstande, der påvirker søvn-vågne cyklus, såsom narkolepsi, en søvnforstyrrelse, der er kendetegnet ved pludselige søvnanfald om dagen, og Parkinson sygdom, som er en progressiv degenerativ forstyrrelse i hjernen, der påvirker bevægelse, træthed og hukommelse. (Se ref 7). Disse stoffer undersøges stadig mere detaljeret.
Advarsler og forsigtighedsregler
Hvis en kvinde ammer eller er gravid, skal hun kontakte sin læge, inden hun tager nogen af disse medicin. Der skal udvises forsigtighed hos personer med nyre- og leverproblemer, inden de tager antihistaminer. Hvis der opstår symptomer på allergier såsom udslæt, brystsmerter, hævelse i halsen eller ansigtet og åndenød ved indtagelse af disse medicin, skal en person straks kontakte deres sundhedsudbyder.
